Velkommen til Kulturens museer
Vores største museum er Kulturen i Lund. Her byder vi dig varmt velkommen til omkring tyve udstillinger, et smukt frilandsmuseum og en lang række programaktiviteter for besøgende i alle aldre. Vi byder dig også hjerteligt velkommen til Kulturens Östarp med et landbrugsmiljø fra 1800-tallet og til vores andre seværdigheder: Hökeriet, Tegnérmuseet og Livets Museum.
Kulturen i Lund
Kulturen i Lund er et museum og frilandsmuseum, som strækker sig over to karréer midt i Lund, og som er fyldte med kulturhistoriske huse og havemiljøer. Gå ind i husene, og oplev livet i byen og på landet, fra middelalderen og frem til 1930'erne. Du kan også vælge blandt omkring tyve udstillinger – fra folkekunst til moderne design, fra middelalderen til samtiden, fra lokal kultur til verdenskultur. Vi har også en et bredt udbud af programaktiviteter for alle aldre.
Kulturens Östarp
I Kulturens Östarp kan du opleve et landbrugsmiljø fra midten af 1800-tallet med bygninger, dyr og have i et gammelt kulturlandskab. Her findes den firelængede bindingsværksgård Gamlegård, der er åben for besøgende om sommeren. Året rundt kan du gå rundt på området og spise på restauranten Östarps Gästgivaregård. Kulturens Östarp ligger kun en halv times bilkørsel fra Lund og Malmø.
Om Kulturen
Kulturen, der egentlig hedder Kulturhistoriska föreningen för södra Sverige, er en frivillig forening, der blev grundlagt i 1882, og som i dag har ca. 5.000 medlemmer. Kulturen har Sveriges største samling af kulturhistoriske genstande fra det sydlige Sverige, store samlinger af tilsvarende genstande fra hele verden og Nordeuropas største arkæologiske samling fra middelalderen. Ud fra en bred definition af kulturarvsbegrebet, der omfatter både den materielle og immaterielle kulturarv, driver Kulturen udstillingsvirksomhed, dokumentation, indsamling, pleje, opmagasinering, videnskabelig bearbejdning, programvirksomhed og pædagogisk virksomhed inden for hele det kulturhistoriske område. Kulturen varetager også opgaver inden for arkæologi og bygningsantikvarisk virksomhed – hovedsageligt i det sydlige Sverige.